Nordsjö Expert app

Visualiser farven med det samme på væggen og find farve- og produktinformation
Se
img1

Smuk og klassisk ejendom på Østerbrogade får nyt liv med Nordsjös Murtex Siloxane

Forretning Kunde Arbejde

Med en kombination af godt håndværk, grundig rådgivning og kvalitetsmaling, lykkedes det malerfirmaet Olsen og Larsen at give nyt liv til den smukke facade på ejendommen Rosenlund, der ligger på Østerbrogade. Valget af maling blev Nordsjös Murtex Siloxane.


 

img2

På Østerbrogade finder man nogle af hovedstadens bedste adresser og det er ikke uden grund, at netop Østerbrogade ligger nummer 1 på mange boligsøgendes ønskeliste. Det skyldes ikke mindst den charmerende kerne af smukke og velholdte historiske ejendomme.

 

I den lange karré af fine arkitektoniske perler, finder man ejendommen Rosenlund, placeret på Østerbrogade 88 og 90, med dertilhørende opgange i baggården. Bygningen er fra 1906 og har for nyligt gennemgået en større renovering, der blandt andet inkluderede etableringen af nye taglejligheder. Som den afsluttende krone på værket, skulle ejendommens fine facader males.

img3

Hurtigere og bedre resultat

 

Det er malerfirmaet Olsen og Larsen, der har stået for det fine malerarbejde og deres valg af maling blev den diffusionsåbne og vejrbestandige facademaling Murtex Siloxane fra Nordsjö.

- Da vi blev hyret ind til opgaven, blev vi opfordret til at male facaden med silikatmaling, fortæller Per Larsen fra Olsen og Larsen, som har været kunde hos Nordsjö siden 2001.

Men takket være sin mangeårige erfaring og ekspertise, kunne Per se, at sådan en løsning ville volde problemer:

- Som facaden så ud, skulle vi rense al den gamle maling af før vi kunne bruge en silikatløsning. Så jeg foreslog at vi i stedet valgte en løsning som kunne bruges på de eksisterende overflader. Det ville være både hurtigere, billigere og give et bedre resultat, siger Per og fortsætter:

- Jeg tog derfor kontakt til Nordsjö, som jeg har været kunde hos i mange år. Her nåede vi frem til, at den bedste løsning var at bruge Murtex Siloxane. Herefter kunne vi gå i gang og nu står vi jo med et rigtig flot resultat.

- Vores Murtex Siloxane danner en selvrensende overflade, som skaber et langvarigt pænt resultat. Den er diffusionsåben, hvilket betyder at indefra kommende fugt kan komme ud gennem malingen. Det er gavnligt i en by som København, hvor der er meget fugt i undergrunden, som kan trænge op i facaden. Men hvis malingen er diffusionsåben, vil det afhjælpe problemet, fortæller Dan Tøttrup, der er salgskonsulent hos Nordsjö og var med til at finde frem til Murtex Siloxane-løsningen. Han afslutter:

- Olsen og Larsen har udført et rigtig godt arbejde på denne ejendom. En sag som denne viser, hvorfor det er så vigtigt at have dygtige og professionelle malere. Kombinationen af vores kvalitetsprodukter og Olsen og Larsens håndværksfaglige stolthed, betyder at facaderne vil stå rigtig flot i mange år fremover.

img4

Det skal gøres ordentligt

 

Og netop håndværksfaglig stolthed er det som bedst beskriver Olsen og Larsens tilgang til malergerningen:

- Jeg gider ikke rende rundt og lave noget makværk. Hvis vi siger ja til en opgave, skal vi have tid til at gøre det helt rigtigt. Jeg er for grundig og ærekær til at lave noget halvt. Derfor gider jeg heller ikke at arbejde med maling, der ikke er af en ordentlig kvalitet, siger Per Larsen og afslutter:

- Da jeg i sin tid startede, arbejdede jeg meget som underentreprenør for en anden maler og han købte maling, der i mine øjne ikke var noget værd. Så jeg endte selv som kunde Nordsjö og jeg har altid været glad for deres produkter. Det var faktisk en af deres tidlige sælgere, der fik mig ind her, fordi der bare var en god dialog og rådgivning. Han er der ikke længere, men kvaliteten og rådgivningen er jeg nu stadig glad for. Og derfor vil jeg fortsat handle hos Nordsjö.

img4

Om produktet

 

Murtex Siloxane er en helmat, diffusionsåben og meget vejrbestandig facademaling til mineralske facader som puds, beton, tegl, mm. og er desuden velegnet på ældre silikatmalede overflader og dispersionsmalinger. Murtex Siloxane har særdeles gode vand- og smudsafvisende egenskaber og en høj kulørbestandighed.

- Murtex Siloxane har en SD-værdi på kun 0,14, hvor de fleste andre malingstyper har en højere værdig. SD-værdien er en måling af tæthed for gennemstrømning af fugt i dampform. Når produktet er meget diffusionsåbent, men også meget slagregnstæt, bevirker det at underlaget holdes mest muligt tørt, fortæller Kurt Laursen, der er teknisk konsulent hos Nordsjö.

KØBENHAVN Ø

 

Projekt: Renovering af Rosenlund, København Ø, Danmark

Rådgiver: Gaihede A/S

Byggefirma: Kjær Knudsen A/S

Malerfirma: Olsen og Larsen

Med en kombination af godt håndværk, grundig rådgivning og kvalitetsmaling, lykkedes det malerfirmaet Olsen og Larsen at give nyt liv til den smukke facade på ejendommen Rosenlund, der ligger på Østerbrogade. Valget af maling blev Nordsjös Murtex Siloxane, der danner en selvrensende overflade, som skaber et langvarigt pænt resultat. Hertil er den diffusionsåbne maling ideel til at håndtere de fugtproblemer, der kan trænge op fra undergrunden i de københavnske facader.

Nordsjö Professional Expert app appstore google play
Farver indlæses...